Corona crisis 2020

Min tale til OOCs demonstration kl. 12.00 d. 16 maj 2020, på Rådhuspladsen, København

Jeg hedder Mathilde Grafström og jeg er fotokunstner.
Jeg har taget hundredevis af billeder af livet i København under Corona krisen.
Det som har interesseret mig er alt det, som er anderledes i denne tid. Og der er rigtig meget.
Men meget af det lægger man ikke rigtig mærke til, før man kigger bedre efter.

Jeg lægger mærke til de små ting, som jeg forsøger at indfange med mit kamera.
Jeg ser hvordan folks øjne flakker, hvordan folk undgår at se på hinanden, fordi man ikke kan snakke naturligt sammen, når man står to meter fra hinanden og skal råbe til hinanden. Så er det enklere at lade være.

Folk er også bange for hinanden, det kan man se i deres ansigter.

Og mange mennesker er trykkede, nedstemte, ulykkelige.

Jeg besøgte Café La Glass, Københavns fine gamle cafe. Jeg fik at vide at der var 10% af den normale omsætning, og at cafeen bløder. Personalet så meget bekymret ud, meget trist ud. Lagkagehuset forventer (optimistisk set) 20% af omsætningen når de åbner, fordi turisterne er borte, siger de.


Men det som fylder mest, er det som ikke er.

Alt det liv der ikke er i byen, alt det samvær som ikke er mere, det mylder af glade mennesker, der helt er forsvundet, de unge i busser og metroer, fyldte toge, pladser, gader, butikker. Alt er tomt. Alt er øde. Selv midt på dagen, selv midt i solen, midt i foråret. Det er forfærdeligt, hvad der er sket med min by!

De offentlige toiletter er lukkede, cafeer og restauranter er lukkede, overalt er der tomme, ledige lokaler fordi butikker og virksomheder er gået konkurs. Legepladserne, der plejer at runge af børns liv og leg er tomme, ja ikke bare tomme, det er aflukkede og forladte. Børnene må ikke længere lege sammen, og deres mødre må ikke længere tisse. Børnehaver må grave huller til børnenes i buskene, når de ikke kan holde sig.

Det ligner vanvid. Det er kort og godt vanvid.
Og hvis der nu var en god grund til det, kunne man måske forstå det. Men er der det? Jeg har hele tiden følt, at der var noget uldent ved hele denne Coronakrise. Jeg har aldrig troet på det. Og det viser sig, at der ikke er flere der dør i år, end sidste år i Danmark, ikke engang blandt de gamle. Det har Danmarks Statistik fundet ud af. Corona-faren ligner fup, en myte, et ondt rygte. En stor fed løgn ganske enkelt.
Men hvis det er løgn, hvordan kan vores politikere blot lukke hele verden ned og smadre vores samfund, for det som eksperter siger blot er en almindelig forkølelse?

Jeg ved ikke noget om virus. Jeg ved ikke noget om sundhed.
Men jeg ved noget om København. I har ødelagt min by. Alle er blevet bange. Alle er flygtet ud af byen. Folk ser syge ud af frygt.
Skræk og afmagt dominerer.

For mig, ligner vi får, der blot følger politikkerne og ingen ved meget om noget. Og så er det almindeligt at dømme dem der tør tænke selv, og sætter spørgsmålstegn ved hele denne situation overhovedet er farlig. Det er ikke i orden.
For mig ligner det, at politikerne har dummet sig. Fejlet. Og endda fejlet stort. Rigtig stort.

Har man gjort ondt må man gøre det godt igen. Det ville det klæde jer at indrømme fejlen og gå af.
Og så er der rigtig mange, der skal have erstatning for de skader i har gjort. Både mennesker og gode gamle virksomheder og forretninger, der har kunnet klare tidens tand. Men ikke Corona krisen.
Arnold Busck var den eneste boghandel der solgte min nye Female Beauty bog. Nu er Arnold Busck konkurs. Byen er blevet fattigere. Vi har mistet noget fint og uerstatteligt.

Det der er vigtigt i en by er mangfoldighed. Alle de små virksomheder, cafeer, restauranter, kiosker, købmænd. De små hyggelige butikker, der lige netop løber rundt. Alle de små hemmelige steder, hvor man kan få en antik bog, en hjemmebagt kage, en blomst, en kop sort kaffe, måske et glas rødvin med en ven.
Og det er de små steder, der dør under sådan en krise. Det er ikke Mc Donalds, ikke Frederiksberg Centret. Det er ikke Dansk Supermarked. Det er ikke Dell og ikke Microsoft.

I ødelægger det fantastiske ved København. I ødelægger mangfoldigheden, magien, mysteriet ved byen.
I ødelægger min by. Lad være med det. Og gør det ikke igen.

Copenhagen city in Maj 2020

1/2

Demonstrants protesting against the government's new restrictions during the corona chrisis 2020

Show More

Corona stories

Signe Egholm Olsen
Actor

Dyrehaven, København. Juni 2020. (Her skulle Signe have spillet hovedrollen i Det Kongelige Teaters forestilling "Hobbitten", som nu er udskudt et år på grund af Corona nedlukningen.)

Signe og jeg mødes foran Husets Teater på Halmtorvet i København, hvor vi har aftalt at mødes for at køre i Dyrehaven sammen, for at fotografere hende på den udendørs scene i Ulvedalene, hvor hun skulle have spillet hovedrollen i Hobbitten, Det Kongelige Teaters store sommerforestilling.

 

Den dag jeg møder hende, virker hun en smule tungsindet, men energisk og motiveret. Vi taler under hele turen mod Ulvedalene og da vi kommer frem ser vi, at der ikke er nogen scene. Der er blot en lang vej af dødt græs, hvor metalpladerne til de store maskiner der skulle bygge scenen havde ligget. Da vi ankommer til stedet, ser vi at de enorme publikumsrækker stadig står der, halvt opført og med en afspærring omkring. Men i stedet for en scene, er der en stor sandplet. Signe går stille rundt og siger, at hun føler det hele er lidt surrealistisk.

Signe fortæller: "Jeg synes det er svært at forholde sig til det her Corona. Men jeg savner mit job. Jeg var glad for at arbejde, sådan som jeg gjorde før krisen og det føles tomt nu. Jeg bliver hurtigt rastløs.

Jeg har været udfordret med hjemmeskole og hjemmepasning af mine to børn. Jeg kan godt lide at dele ansvaret ud til lærere og pædagoger.

Jeg ville ønske at jeg bare kunne fortælle, at det har været fantastisk at være hjemme med børnene i så mange uger. Men det har været vildt hårdt og vores familie fungerer helt klart bedst, når alle er ude at blive stimuleret og kommer trætte hjem sidst på dagen, med forskellige oplevelser.

 

Vi skulle have haft premiere om 2 dage (Hobbitten) og det virker helt surrealistisk at være her i Dyrehaven, og så er der ikke et menneske. Der burde være et mylder af folk, som forbereder og gør klar til om to dage. De første 14 dage prøvede vi på Hobbitten virtuelt, inden det hele blev lagt ned. Det var meget svært at arbejde virtuelt med forestillingen, uden at være fysisk sammen.

 

I starten regnede vi med at vi kunne udskyde vores premiere et par uger og fortsatte med stor optimisme. Men nu er det hele udskudt et år.

 

Til august skal jeg lave en intim forestilling på Husets Teater, hvor der kan sidde ca 130 mennesker. Jeg spændt på hvordan folk vil have det med at gå i teatret til septemper, i et lille iltfattigt lokale, med skuespillere der vælter rundt i hinanden.

 

Jeg har venner med forskellige holdninger, og nogle af dem er meget forsigtige og passer på hele tiden. Andre er ligesom "skal vi nu ikke kramme?"-agtige.

Jeg håber af hele mit hjerte at vi kan bevare lysten til at være tætte, på den anden side af krisen.

 

Mange tror, at fordi man er skuespiller, så har man også lyst til at optræde når man ikke er på arbejde. Men jeg er meget blufærdig og bryder mig slet ikke om det. Det er nemmere når man har et kostume på, ellers føles det bare grænseoverskridende. Som at skulle give noget af sig selv, som man ikke har lyst til at give."

Corona stories - Jens Jørn Spottag, Actor

Dyrehaven, København. Juni 2020. (Her skulle Jens have spillet med i Det Kongelige Teaters forestilling "Hobbitten", som nu er udskudt et år på grund af Corona nedlukningen.)

 

Jens har foreslået at møde op utrimmet, langskægget, og i slidt sommertøj, så jeg kan få lov at fotografere hans "Corona-look", inden han starter på optagelserne af TV serien Sygeplejeskolen igen. Her spiller han overlæge, og skal derfor igennem en total trimning. Jeg syntes det lyder spændende, og takker stort ja TAK.

 

Vi mødes på parkeringspladsen, men giver ikke hånd. Det fraråder man jo nu. Vi begår os ind i Dyrehaven sammen for at begynde fotograferingen og Jens fortæller:

 

"Min ex-svigermor på 93år bor lige heromme, så jeg er kommet her i haven en del siden jeg var midt i tyverne. Jeg elsker naturen og har derfor også brugt meget tid i mit sommerhus under Lockdown. 

 

Jeg har været som en lille spejderdreng og har overholdt alle regler til punkt og prikke, også fordi jeg har diabetes, så jeg er jo i risikogruppen og må passe ekstra på. Derfor faldt det mig naturligt at søge ud i mit lille sommerhus nord for København, efter aflysningen af prøverne til "Mutter Courage" hvor vi blev sendt hjem.

 

Normalt har man jo kun et begrænset antal fridage, og selv i sommerferier har man ikke fri længe nok til helt at nå derud, hvor man når at tænke dybere over livets tungere spørgsmål. som fx: "Er skuespillet det jeg vil bruge resten af mit liv på?".

 

Jeg har altså brugt tiden på at reflektere over, om jeg egentlig laver det jeg vil, for jeg er jo kun 62 år og kan stadig nå at skifte spor. Jeg har villet være skuespiller, helt siden jeg var 11 år, og har aldrig beskæftiget mig med andet. Jeg kom frem til at jeg vil fortsætte, og så får vi se. Hvis jeg skulle skifte job, havde jeg nok forsøgt mig som landmand. Jeg mødte engang en læge som jeg fortalte om min drøm, og jeg sagde til ham at jeg trængte til at have et mindre stressfuldt job, og lægen svarede: "du tror måske ikke landmænd er stressede?" Jeg følte mig dum overfor ham, for jeg romantiserede vist det job en smule.

 

Jeg er opvokset i provinsen uden for Århus, og dengang jeg var barn var det at ville være skuespiller ikke noget man pralede med. Men skuespillet passede mig godt, også på grund af den fysiske del af det. Jeg har aldrig rigtigt forelsket mig i det boglige; at sidde stille i skolen var et mareridt for mig. Havde det været i dag, ville man nok have givet mig en diagnose af en slags.

 

Jeg har altid haft masser af arbejde, og det er jeg taknemmelig over. Selv om jeg arbejder meget og har travlt, så gør det mig ikke noget. Men krisen har givet mig et langt pusterum som jeg må indrømme at jeg har nydt godt af. Men jeg synes ikke det kun har været godt at lukke samfundet ned, for der er mange der lider - og det kunne være godt at få åbnet op igen nu - men vi har godt af at tænke over livet indimellem, og også se på hvor fucking storforbrugende vi er gået hen og blevet!

 

Bare tænk dig, det er blevet en trend at tage en shoppingtur I NEW YORK??! Hvad sker der for det, det er jo bare for DUMT. Det er også på tide vi tænker på den økologiske krise, på planeten og dens overlevelse. Godt nok har jeg været engageret i miljøet siden jeg var ung og den er da ikke gået under endnu, men hvis vi ikke vågner op nu, kommer det jo nok til at ske under vores børns generation. Vi må starte med os selv, og holde op med at overforbruge. Skue ned for materialismen. Se dybere ind i os selv og begynde på at redde verden. Det var måske på tide.

 

Jeg har som sagt altid haft meget arbejde som skuespiller, jeg skal bestemt ikke klage. Selv under krisen har jeg haft arbejde med at dubbe (lægge stemmer til tegnefilm). Jeg har været heldig på den måde, føler jeg. Det er ikke sådan at jeg har fortrudt nogle af mine valg, trods det har gjort ondt, at skulle sige farvel til ungerne om aftenen efter at have slugt aftensmaden i en stor mundfuld og skyndt mig afsted på arbejde. Intet andet ville have fungeret for mig. 

 

Krisen kommer nok ikke til at slå mig ud, så jeg er ikke bekymret, dertil har jeg nok været i branchen for længe. Men hvad der kommer til at ske med de unge ved jeg ikke. 

Sanne Caft
Vice manager of Copenhagen Libraries

Hovedbiblioteket i København. Juni 2020

 

Jeg har haft mere travlt med mange ekstraopgaver ifm corona. Alle mine møder er foregået digitalt, og jeg har arbejdet hjemmefra som offentlig ansat. Jeg er gået fra fysiske møder til digitale møder og mange telefonmøder. Fra at arbejde på biblioteket til at arbejde hjemmefra. Så har der derudover været mange arbejdsopgaver knyttet til først at lukke bibliotekerne, dernæst etablere måden, vi skulle arbejde hjemmefra og til sidst at genåbne bibliotekerne.
 

Vi har oplevet en massiv stigning i brug af det digitale bibliotek. Folk har i stor stil læst ebøger og hørt digitale lydbøger. Samtidig har vi formidlet læseanbefalinger og litteratur digitalt og har slået rekord for, hvor mange københavnere, vi har fanget med digitale tilbud. Vi har forsat med at købe bøger under nedlukning, for medarbejderne har været på arbejde i perioden. Vi har dog først fået dem leveret, da vi åbnede igen, og er nu i gang med at få dem ud på bibliotekerne, så de kan blive lånt og læst.

Under krisen har jeg måttet arbejdet mere. Og set færre mennesker. Mit arbejdsliv har helt andre rammer nu. Jeg har gået tur steder, hvor der ikke var mange andre mennesker frem for bare at gå tur. Så har jeg set og læst afsindig mange nyheder for at være opdateret, samtidig med at jeg ikke har læst så mange bøger, som jeg plejede. Ellers har livet været meget det samme. Jeg har ikke hamstre wc-papir eller tilsvarende men levet meget, som jeg plejer dog med den forskel, at jeg fysisk har set meget færre mennesker og ikke har haft de sædvanlige sociale aftaler.

 

Det har været tankevækkende at se, hvordan vi både som individer og som samfund har håndteret krisen. At se, hvordan nogen havde overskud og overblik samtidig med at andre blev bange og frustrerede. Det har været en prisme over menneskelig ageren og de logikker, vi hver især agerer ud fra.

 

Det har været svært at se, hvordan krisen har påvirket de, der er bekymrede eller i særlig risikogruppe. Personligt har jeg ikke været bekymret. Det har været svært at se venner med egen virksomhed kæmpe for, at den stadig skulle være der, når vi genåbende samfundet. Og ikke kunne gøre andet en at lægge øre til – over telefonen, fordi en fysisk aftale ikke var muligt.

 

Krisen har forhåbentlig fået os til at indarbejde vaner, hvor vi har større fokus på afstand og håndvask og på den måde generelt formindsker risikoen for at få vira og baciller. Det har skubbet på en digital udvikling, hvor vi forhåbentlig lander på at kunne jonglere ubesværet mellem digitale og fysiske arbejdsformer og kommunikationsformer. For bibliotekerne har det været positivt at se, hvor mange, der har haft glæde af at læse litteratur som ebøger, og at vi har haft mulighed for at give læsetips og inspiration til rigtig mange uafhængigt af fysisk placering eller tidspunkt på døgnet.

 

Nu er Jeg er virolog, så jeg lytter til de mange forskellige eksperter og følger deres anbefalinger. Jeg føler mig tryg ved at følge retningslinjerne og lade være med at gå ind midt i en folkemængde eksempelvis. Der er altid en smitterisiko, men som det fremstilles af eksperter og myndigheder, så er den lille, når man følger retningslinjerne.

 

Særligt på biblioteket har vi fokuseret på at undersøge dansk og international forskning ift virus på bøger som led i en afdækning af, om der skulle være karantæne på bøger ifm., at de blev afleveret og skulle genudlånes. Det er ikke tilfældet. I den forbindelse har jeg været omkring den relevante litteratur og har læst diverse. Jeg er dog ikke fagperson, så meget af den forskningsmæssige pointe har jeg ikke forudsætninger for at kunne forstå. Men jeg har efter bedste evne sat mig ind i tingene og støtter mig op ad de retningslinjer, der kom ud fra myndighederne ift bibliotekerne. Så jeg er helt tryg ved den model, vi har i Københavns biblioteker.

 

Min personlige holdning til Coronavirussen er at det jo måtte komme. Vi har før haft pandemier, og vi får dem igen. Nogle gange vil de ”kun” blive til en epidemi som f.eks. når vi har influenza-sæson her i Danmark. Andre gange udvikler det sig. Forhåbentlig kan corona-pandemien lære os så meget, at vi er bedre rustet til næste gang. Samarbejde og deling af information, hvor særligt samarbejdet omkring forskning, set udefra med læmands-briller, ser forbilledligt ud. Højt niveau af information til os som borgere, så man er klædt på til at agere bedst muligt.

Så kan det forhåbentlig give fornyet respekt til fagprofessioner i sunheds- og omsorgssektoren, i undervisningssektoren og i beredskabssektoren. Alle de, der har haft opgaven med at hjemmeskole eller som har ældre familiemedlemmer på plejehjem eller har været indlagt har formentlig oplevet, hvad det betyder med dedikerede faglige mennesker, der løfter deres opgave på daglig basis.   

Jon Diderichsen,
Director of The Blue Planet, Denmarks Aquarium

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium. Maj 2020

 

Jon Diderichsen, direktøren for Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, virker træt  den dag, jeg møder ham. . Og under pres. . Han viser mig venligt rundt. Han fortæller om de ufattelige mange millioner som hans kære Blå Planet taber hver måned, fordi gæsterne betaler jo for hele showet. Det er lavet til dem, siger han. Men nu er de væk på grund af lukningen. Og når den planlagte åbningsdag kommer, vil der ikke være nogle turister, da grænserne er lukket til Danmark. 

 

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium får 65% af deres indtægter  fra turister.

 

Jon fortæller: “Her har vi odderne. De bliver helt vilde når jeg kigger forbi, for de er vant til at have et publikum hos dem og nu savner de dem. For nu er her jo ingen. Her er bare tomt. 

 

Jeg bruger al min tid på at holde akvariet kørende, det koster enorme summer at have et akvarie kørende. Det er også derfor der ikke er så mange af dem rundt om i verden. Jeg ved faktisk ikke hvad konsekvenserne af Corona nedlukningen bliver, om vi overhovedet kan fortsætte må fremtiden vise.

 

Indtil videre har vi råd til september. 

 

Jeg bruger al min tid på at få økonomien til at hænge sammen og kæmpe med politikere og fonde for at redde akvariet. Men om det lykkes ved ingen. Jeg har skrabet lidt over to millioner hjem på donationer, men vi har nu tabt 20mill under krisen. Og det vil være svært at få andre akvarier/zoologiske anlæg som vi normalt samarbejder med til at overtage dyrene, krisen er jo global så ingen vil påtage sig yderligere udgifter  , som tiden er nu. 

 

Vi ved simpelthen ikke hvad vi skal gøre af dyrene, hvis vi lukker, men det arbejder jeg i døgndrift for at undgå . Men alene skildpadden vejer 98 kg og hajerne som var bare 80cm da vi fik  dem, er jo over 2 meter lange nu. Det samme med rokkene. 

 

Den del af mit personale der ikke har været hjemsendt på statens lønkompensationsordning har brugt tiden på at passe dyrene og forberede åbningen på søndag. Vi har måtte lukke alle røre aktiviteter ned, også touchpads hvor vi normalt formidler om alle dyrene er lukket ned og vi har i stedet lavet en app til vores gæster hvor spændende fortællinger om hver enkelt akvaries dyr bliver fortalt til både børn og voksne. Vi er endnu usikre på om det er sikkert at anvende røre-dyrebassinerne, men at røre dyrene er jo en stor attraktion for børnene. De keder sig efter kort tid, det kender du nok med din søn. Så det er vigtigt. 

Personligt, ja så arbejder min kæreste i WHO, og nu tænker jeg mest på alle de lande der ikke har kapaciteten til at håndtere virussen. De fattigere lande i Europa  er dårligere stillet, ikke ligesom i Danmark, vi er heldigere med vores hospitalsvæsen."

 

Jeg takker Jon for hans historie og opfordrer alle til at besøge Den Blå Planet akvariet for at hjælpe til med at beholde det. Ja, de holder åbent nu! 

 

Og hvis du har penge, kan du støtte Den Blå Planet’s ’Støt dyrene’ indsamling. Ethvert bidrag modtages med stor tak: 

MobilePay: 435576, noter gerne ”Støt dyrene”

https://denblaaplanet.dk/stoet-dyrene/

 

Kontakt Jon direkte på: jdi@denblaaplanet.dk

 

 

In English:

 

The Corona story about The Blue Planet. May 2020.

 

Jon Diderichsen, the director of The Blue Planet, seems shaken on the day I meet him. Shocked. And under enormous pressure. He is shaking his hands and he smiles nervously. He is kindly showing me around. He talks about the incredible millions his dear Blue Planet loses every month, because the guests are paying for the whole show. It is made for them, he says. But now they are not there because of the shutdown. And when the planned openingday comes, no tourists are coming since the borders are closed to Denmark. The Blue Planet gets 80% of their income from tourists.

 

Jon says:

“Here we have the otters. They turn wild when I stop by, because they are used to having the audience with them, and they miss people. They were saved from sure death in Alaska and now we have them. But now there is nobody to visit them but the staff. 

 

Here's just empty. The meaning of this place is missing, when there are no guests.

 

I spend all my time keeping the aquarium running, it costs a huge sum to have an aquarium. That is why there are not so many around the world. In fact, I do not know what the consequences of the Corona lockdown will be, if we can continue or not, the future will show us what will be the consequences. So far we can afford until September. 

 

I use this time, to fight with politicians and foundations in order to save the aquarium. But nobody knows if we can succeed. I have gathered just over two mill on donations, but have now lost 30mill. And what will we do if we close? No one else wants to buy the animals - after all no one can afford them as the times are now. We simply don't know what to do with the animals if we close. The ultimate consequence is that they must be killed. But the sea turtle alone weighs 98 kg and the sharks which were just 40cm when we bought them, are almost 2 meters long now. The same with the stingrays. 

 

My staff has spent time preparing for the opening on Sunday. We are forced to close all touching activities and touch pads, and instead we made a new app for the visitors. We are still uncertain as to whether it is safe for the animals when the guests uses the touch-animals basins. Maybe we will infect the animals? We don't know. We try to avoid it ourselves, but touching the animals is a big attraction for the children. They get bored after a short time, you know that with your son right?. So it's important to keep it open.

 

Personally about the Corona? Well my girlfriend works in WHO, and now I mostly think of all the countries that don't have the capacity to handle the virus. The poorer countries are disadvantaged, not like in Denmark. So I feel compassion for them and feel we are more lucky here when it comes to hospitals."

 

I thank Jon for his story, and ask you all to please visit the Blue Planet aquarium to help save it. Yes, it's open now! And if you have money, please support the Blue Planet by contacting Jon directly at: jdi@denblaaplanet.dk

© 2020 Mathilde Grafström           

Copyright, ownership and all commercial rights to the images shown on this website is owned by Mathilde Grafström. 

If you would like to purchase pictures, please write to matgrafstrom@gmail.com